Om Baadfarten
Baadfartens historie
Baadfarten på de fire søer – Lyngby Sø, Bagsværd Sø, Furesøen og Vejlesø – tog sin start i begyndelsen af 1890`erne og har siden da sejlet fast rutefart på søerne.
De første dampdrevne skibe sattes i rutefart i 1894.
En ældre bugserbåd fik navnet Svanen og blev indsat på ruten Farum – Frederiksdal.
Nogen hvid svane var den dog ikke, da der på forskibet var et lokomobil med en høj skorsten, der måtte lægges ned ved passage af broerne, hvilket resulterede i, at folk fik ødelagt deres pæne søndagstøj af sod og røg. Svanen blev senere degraderet til bugserbåd for de slæbebåde man brugte på søerne dengang. Også navnet mistede den og blev omdøbt til Hjælperen.
Endnu i dag sejler de to af bådene fra det 19. århundrede på vore søer og kanaler. Det er ”Prins Christian”, bygget i 1896 og Prinsesse Alexandrine”, bygget i 1895. De har sejlet med damp, benzin, gasgenerator og nu med diesel. ”Prinsesse Alexandrine” , der oprindelig hed ”Sjølund”, blev døbt om, da Christian X i 1898 som ung prins blev gift og bosatte sig på Sorgenfri Slot.
I dag ejes Baadfarten af de tre kommuner, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Furesø. Baadfarten har i dag seks motorbåde, hvoraf de fire sejler på Lyngby Sø, Bagsværd Sø og Mølleåen, og de resterende to sejler på Furesøen. Baadfarten forpagtes af Stromma Danmark, som også har Canal Tours i København, og er den førende udbyder af sightseeing oplevelser i Nordeuropa. Du kan læse mere om de ture Stromma tilbyder her.